Hvorfor jeg ikke brød mig om psykoterapi

Da jeg for mange år siden satte mig i stolen hos en psykoterapeut, for første gang.

Havde jeg en blok papir med, til at noterer hvad terapeuten nu ville give mig af visdom, løsningsforslag og kloge ord. Kort sagt, klar til at modtage hvad der nu måtte komme til mig.

I en god tro om,

at jeg herefter ville være et andet menneske med mindre problemer og styr på alle mine usikkerheder.

Nærmest lykkelig og fri for besvær.

Jeg husker ikke længere hvad der var grunden til, at jeg henvendte mig og det er heller ikke særligt relevant for historien.

 Jeg blev overrasket.

Terapeuten fortalte mig, at jeg selv skulle skabe min forandring. At det ikke handlede om, at han skulle trylle mig om.

Altså det vidste jeg jo godt, men skulle jeg betale så mange penge for selv at skulle gøre mere, end jeg allerede havde gjort?

Og hvad var det så, jeg skulle gøre. Hvis jeg vidste det, var jeg jo slet ikke kommet i første omgang, så havde jeg jo løst det selv.

Det virkede ret tåbeligt og slet ikke som noget for mig. Jeg kunne slet ikke lide den drejning, det syntes at tage.

Nu var jeg jo ankommet og havde desuden også ventet i lang tid på sessionen, som jeg i øvrigt skulle betale en ret stor sum penge for.

Altså for noget nærmest ingenting.

Så kunne jeg ikke lige så godt forsøge at udrede, hvad pokker der var meningen med det der psykoterapi og endnu mere hvordan det kunne være hjælpsomt, når man alligevel skulle lave alt arbejdet selv.

Jeg lærte nu en del og jeg kom også i et forløb, kan jeg lige sparke ind her. Det vigtigste jeg lærte, var at ”det gode liv” er mit ansvar, jeg kan endda have stor medindflydelse på hvor tilfreds, jeg ønsker at være. Og hvordan gør man så det?

Tja- det er forskelligt hvilken hjælp du får, alt efter psykoterapeutens uddannelser og kompetencer.

Men fælles for det hele er, at Du fortæller om dit besvær og hvad du ønsker. Hvilket jeg slet ikke brød mig om.

Det med at lukke munden op og fortælle, var aldrig helt nemt for mig. Hvilket jeg har mange grunde til.

Altså at sige noget væsentligt, jeg kunne sagtens snakke, men helst om noget som var sjovt eller i det mindste uproblematisk.

Mangeårigt terapi har lært mig, både hvorfor og så sandelig også, at det hjælper mig væsentligt, når jeg alligevel vover at vise mit besvær eller mit ønske.

Hvis jeg ved det, så kan jeg få hjælp og blive tydelig på hvilken vej, jeg skal ud af.

Det har jeg siden haft brug for at opfriske mange gange, også ved hjælp af psykoterapi.

Tak for din tid!